Babymusik 3-12 mdr.

Hvad laver vi til Babymusik

Hold: 3-6 måneder
Hold: 7-12 måneder

Vi synger, rimer, remser, spiller, danser og laver babymusikbevægelsesteater med store farvestrålende rekvisitter og mange forskellige instrumenter. Sangene er alt fra sove, danse og spillesange til fagte, spise og tandbørstesange. Jeg spiller bl.a. på harmonika, bratsch, klaver, ukulele og trompet.

De fleste sange er mine egne, få er gamle børnesange. Nogle er nemme, andre er svære. Nogle er glade, andre er triste. En er en kanon, og en er tostemmig. Med udgangspunkt i sangenes melodi, tekst, klang og stemning opleves musikkens univers igennem alle sanser.

    

Babyhold 3-6 mdr.

Mange spørger hvad man egentlig laver med sådan nogle små nogen, men 3-6 mdr. er de hold jeg holder mest af. Den nære kontakt mellem voksen og barn inden de begynder at farer rundt er utrolig dejlig. Jeg anbefaler altid at man starter på 3-6 mdr. Det er så absolut ikke mindre sjovt, som mange fejlagtigt tror. Det er klart at de ikke deltager så aktivt som når de er f.eks. 7 el. 9 mdr. men de oplever musikken ligeså stærkt bl.a. igennem de voksne.

Det er oplevelser for alle sanserne der er i højsædet. Store rekvisitter, farver, og lyde og ikke mindst oplevelsen af musikken igennem de voksnes stemmer og bevægelser.

Derudover har jeg en del motoriske ting hvor barnet ligger på gulvet eller vi sidder på stole. I lærer sange og bevægelseslege der kan bruges derhjemme når barnet skal skiftes, sove eller spiser etc.

 

      

Babyhold 7-12 mdr.

Der tilføjes nye sange til programmet når man fortsætter fra 3-6 mdr. Og bolde, tørklæder, faldskærme, dukker, vifter, og meget mere indgår i sanglegene.

Der er mere aktivitet da de jo nu både motorisk og mentalt er vokset, Børnene er nu begyndt på selv at ”spille” på bl.a. rasleæg, trommer og xylofoner. De reagerer mere synligt med smil, hvin, sjove urlyde, rumpedans osv.

Der bliver klappet, danset og rendt lidt rundt og pillet ved alt nyt og spændende såsom stole og håndtag for dem der kan gå.

Se aktuelle hold her